SUPERVISION

Jeg tilbyder kognitiv adfærdsterapeutisk supervision og FIT supervision (Feedback Informed Treatment), som I kan læse mere om nedenfor. Supervisionen kan foregå individuelt eller i gruppe. Den enkelte opgave vil altid blive skræddersyet i dialog med jer, så kontakt mig gerne for en uforpligtende snak om jeres behov og ønsker.

Supervision er en af de måder, hvor fagprofessionelle kan sikre den faglige kvalitet i deres arbejde. I supervisionen træner og udvikler den fagprofessionelle sine kompetencer, så der opnås mulighed for bedre resultater af terapien og behandlingen til gavn for klienterne. Forskningsstudier har vist, at supervision af fagprofessionelle har betydning for den professionelles faglige udvikling og er forbundet med:

  • Øget tiltro til egne evner (Self-efficacy)

  • Mindre angst hos supervisander

  • Tilegnelse af færdigheder

  • Øget autonomi og åbenhed hos supervisander

  • Mindre forvirring om professionelle roller

I min supervision lægger jeg stor vægt på at skabe et trygt og fortroligt rum, hvor alle føler sig trygge ved at åbne op for de faglige udfordringer, vi uundgåeligt støder på i vores terapeutiske og behandlingsmæssige arbejde. Et trygt og fortroligt supervisionsrum, hvor der også kan være plads til humor, er forudsætningen for læring og fagligt udbytte af supervisionen.

Jeg tilrettelægger mine supervisionsforløb ud fra den enkeltes faglige niveau, behov, styrker, interesseområder og udviklingsmuligheder. Derudover lægger jeg i min supervision vægt på, at det teoretiske udgangspunkt kobles meget tæt til de konkrete og praksisnære cases og erfaringer fra jeres arbejdsmæssige hverdag.     

HVAD JEG TILBYDER

KOGNITIV ADFÆRDSTERAPEUTISK SUPERVISION

Supervisionen kan foregå individuelt eller i gruppe, og inden for den kognitive adfærdsterapeutiske ramme vil supervisionen fra gang til gang tilpasses jeres konkrete ønsker og behov. Overordnet vil supervisionen dog have fokus på:

  • Sagssupervision

  • Træning af kognitive metoder og teknikker

  • Den terapeutiske relation

  • Feedback på ”egen stil”

I relation til feedback på egen stil er det erfaringsmæssigt mest lærerigt for den enkelte deltager at medbringe video- eller audiooptagelser af egne samtaler med klienter. Jeg anbefaler derfor at medbringe sådanne optagelser, men det er ikke et krav for at deltage i supervisionen.

MÅLGRUPPE

Psykologer, psykoterapeuter, fagprofessionelle udøvere af kognitiv adfærdsterapi, psykiatere, alment praktiserende læger eller personer fra andre faggrupper med interesse for og ønske om at lære at anvende kognitiv adfærdsterapi i deres praksis og dygtiggøre sig inden for feltet.

“Anders har gennem samarbejdet været en stor inspiration, der med sit altid rolige overblik og sine faglige kompetencer højnede niveauet væsentligt. Anders besidder en dyb selvindsigt og tilgår hver opgave nysgerrigt.”

Susan, samarbejdspartner.

Novavì implementerer Feedback Informed Treatment (FIT) og har et tæt samarbejde med Anders Marthedal. Anders varetager opgaver som: Uddannelse af medarbejdere, afholder inspirationsoplæg, FIT-supervisioner samt udarbejder FIT dataanalyser og leverer værdifuld sparring i forhold hertil.

Anders Marthedal har en professionel og engageret tilgang, hvor evnen til at omsætte teori til brugbar praksis særligt skal fremhæves. Den positive, konstruktive og anerkendende omgangsform Anders Marthedal har, er betydningsfuld og værdsat i organisationen af både medarbejdere og ledere.

FIT SUPERVISION (FEEDBACK INFORMED TREATMENT)

FIT supervision tager udgangspunkt i klienternes feedback på effekten af terapien (Outcome Rating Scale) samt alliancen og samarbejdet med terapeuten (Session Rating Scale). Ved at have dette specifikke og målrettede udgangspunkt adskiller FIT supervision sig fra mere traditionel supervision. Supervisionen kan foregå individuelt eller i gruppe, og nyere forskning har vist, at FIT supervision har en positiv effekt på behandlingsresultatet for deltagernes klienter.

Fokus for FIT supervision er såkaldte risiko-sager, hvor klientens feedback indikerer udfordringer i samarbejdet med terapeuten eller behov for at justere indholdet i terapien – eller begge dele. Det er nemlig velunderbygget, at der i klientforløb, hvor ovenstående gør sig gældende, er en øget risiko for, at:

  • klienten dropper ud af terapien.

  • klienten oplever manglende effekt af terapien.

  • klienten får det værre i løbet af terapien.

Målet med FIT supervision er derfor at hjælpe terapeuten til i tide at nå at justere indsatsen, så dette undgås og klienten i stedet oplever positiv effekt af terapien. FIT supervision handler derfor om at tilbyde terapeuten inspiration og nye ideer til justering af samarbejdet med klienten og/eller indholdet i terapien, så klienten i højere grad oplever, at samarbejdet fungerer og at indholdet i terapien hjælper denne til at få det bedre.

Det er min erfaring, at FIT supervision i kraft af dens udgangspunkt i klientens konkrete feedback giver terapeuten en unik mulighed for at blive klogere på egen praksis og at kunne udvikle denne på et klientinformeret grundlag. Det er også min erfaring, at en sag i FIT supervision i princippet ikke behøver at tage mere end 5-10 minutter, hvis supervisanden allerede har fået nye ideer til justering af samarbejdet med klienten eller indholdet i terapien. Ligeledes kan terapeuten være blevet bevidst om at mangle afgørende information fra klienten om eksempelvis klientens mål med terapien, klientens ønsker og forventninger til indholdet i terapien eller klientens forventninger til samarbejdet med terapeuten og dennes rolle i terapiforløbet.    

MÅLGRUPPE

Alle faggrupper og organisationer der anvender FIT som en del af deres praksis.

SUPERVISION PRISER

  • 900 kr. / 60 min. ekskl. moms og transport.

  • 1.150 kr. / 60 min. ekskl. moms og transport.